Systemkald og biblioteksomslagsfunktioner¶

Systemkald startes generelt ikke direkte, men snarere via omslagsfunktioner i glibc (eller måske et andet bibliotek). For detaljer om direkte igangsættelse af et systemkald, se intro(2). Ofte, men ikke altid, er navnet for omslagsfunktionen det samme som navnet på systemkaldet, som det igangsætter. For eksempel indeholder glibc en funktion chdir(), der igangsætter det underliggende »chdir«-systemkald.

Ofte er glibc-omslagsfunktionen ret tynd, gør ikke meget andet end at kopiere argumenter til det korrekte register før igangsættelse af systemkaldet, og så angivelse af errno på passende vis efter systemkaldet er returneret. (Det er de samme trin, der udføres af syscall(2), det kan bruges til at igangsætte systemkald, hvor der ikke tilbydes en omslagsfunktion). Bemærk: systemkald indikerer en fejl ved at returnere et negativt fejlnummer til kalderen på arkitekturer uden et separat fejlregister/flag, som noteret i syscall(2); når dette sker, negerer omslagsfunktionen det returnerede fejlnummer (for at gøre det positivt), kopier det til errno, og returnerer -1 til kalderen af omslaget.

Nogle gange udfører omslagsfunktionen dog lidt ekstra arbejde før igangsættelse af systemkaldet. For eksempel er der i dag (af årsager beskrevet nedenfor) to relaterede systemkald, truncate(2) og truncate64(2), og glibc-omslagsfunktionen truncate() tjekker hvilket af disse systemkald der tilbydes af kernen og bestemmer hvilken der skal udrulles.

Systemkaldliste¶

Nedenfor er en liste over Linuxsystemkald. I listen indikerer kolonnen Kernel kerneversionen for disse systemkald, der var nye i Linux 2.2, eller er kommet siden den kerneversion. Bemærk de følgende punkter:

•

Hvor ingen kerneversion er indikeret, så kom systemkaldet i Linux 1.0 eller tidligere.

•

Hvor et systemkald er markeret »1.2«, betyder dette at systemkaldet sandsynligvis fremkom i en Linux 1.1.x-kerneversion og først var i en stabil kerne med 1.2. (Udviklingen af Linux 1.2-kernen blev igangsat fra en gren af Linux 1.0.6 via den ustabile kerneserie Linux 1.1.x).

•

Hvor et systemkald er markeret »2.0«, betyder dette at systemkaldet sandsynligvis fremkom i en Linux 1.3.x-kerneversion og først var i en stabil kerne med Linux 2.0. (Udviklingen af Linux 2.0-kernen blev igangsat fra en gren af Linux 1.2.x, cirka omkring Linux 1.2.10, via den ustabile kerneserie Linux 1.3.x).

•

Hvor et systemkald er markeret »2.2«, betyder dette at systemkaldet sandsynligvis fremkom i en Linux 2.1.x-kerneversion og først var i en stabil kerne med Linux 2.2.0. (Udviklingen af Linux 2.2-kernen blev igangsat fra en gren af Linux 2.0.21, via den ustabile kerneserie Linux 2.1.x).

•

Hvor et systemkald er markeret »2.4«, betyder dette at systemkaldet sandsynligvis fremkom i en Linux 2.3.x-kerneversion og først var i en stabil kerne med Linux 2.4.0. (Udviklingen af Linux 2.4-kernen blev igangsat fra en gren af Linux 2.2.8, via den ustabile kerneserie Linux 2.3.x).

•

Hvor et systemkald er markeret »2.6«, betyder dette at systemkaldet sandsynligvis fremkom i en Linux 2.5.x-kerneversion og først var i en stabil kerne med Linux 2.6.0. (Udviklingen af Linux 2.6-kernen blev igangsat fra en gren af Linux 2.4.15, via den ustabile kerneserie Linux 2.5.x).

•

Startende med Linux 2.6.0 blev udviklingsmodellen ændret, og nye systemkald kan komme i hver Linux 2.6.x-udgivelse. I dette tilfælde vises det præcise versionsnummer hvor systemkaldet opstod. Denne konvention fortsætter med Linux 3.x-kerneserien, der fulgte fra Linux 2.6.39; og Linux 4.x-kerneserien, der fulgte fra Linux 4.20; og Linux 6.x-kerneserien, der fulgte fra Linux 5.19.

•

I nogle tilfælde blev et systemkald tilføjet til en stabil kerneserie efter denne blev forgrenet fra en tidligere stabil kerneserie, og så tilbageomkodet til den tidligere stabile kerneserie. For eksempel blev nogle systemkald der fremkom i Linux 2.6.x også tilbageomkodet til en Linux 2.4.x-udgivelse efter Linux 2.4.15. Når det er sådan, vises versionen hvor systemkaldet fremkom i begge hovedkerneserier.

Listen over systemkald der er tilgængelige fra og med Linux 5.14 (eller i nogle få tilfælde på ældre kerner) er som følger:

På mange platforme, inklusive x86-32 bliver sokkelkald mulitplexede (via glibc-omslagsfunktioner) via socketcall(2) og på samme måde bliver System V IPC-kald multiplexede via ipc(2).

Selvom pladser er reserveret for dem i systemkaldtabellen, så er de følgende systemkald ikke implementeret i standardkernen: : afs_syscall(2), break(2), ftime(2), getpmsg(2), gtty(2), idle(2), lock(2), madvise1(2), mpx(2), phys(2), prof(2), profil(2), putpmsg(2), security(2), stty(2), tuxcall(2), ulimit(2) og vserver(2) (se også unimplemented(2)). ftime(3), profil(3) og ulimit(3) findes dog som biblioteksrutiner. Pladsen for phys(2) er i brug siden Linux 2.1.116 for umount(2); phys(2) vil aldrig blive implementeret. Kaldene getpmsg(2) og putpmsg(2) er for kerner tilrettet for at understøtte STRØMME, og kommer måske aldrig i standardkernen.

Der var i kort tid set_zone_reclaim(2), tilføjet i Linux 2.6.13 og fjernet i Linux 2.6.16; dette systemkald var aldrig tilgængelig for brugerrummet.

Systemkald på fjernede omkodninger¶

Nogle systemkald fandtes kun på Linuxarkitekturer, der siden er blevet fjernet fra kernen:

Blackfin (omkodning fjernet i Linux 4.17)

Metag (omkodning fjernet i Linux 4.17)

Tile (omkodning fjernet i Linux 4.17)

Arkitekturspecifikke detaljer: Alpha¶

getxgid(2)

returnerer et par af UID og effektiv UID via registrene r0 og r20; tilbydes i stedet for getgid(2) og getegid(2).

getxpid(2)

returnerer et par af PID og over-PID via registrene r0 and r20; tilbydes i stedet for getpid(2) og getppid(2).

old_adjtimex(2)

er en variant af adjtimex(2), der bruger struct timeval32, for kompatibilitet med OSF/1.

getxuid(2)

returnerer et par af UID og effektiv UID via registrene r0 og r20; tilbydes i stedet for getuid(2) og geteuid(2).

sethae(2)

bruges til at konfigurere Host Address Extension-registeret på prisbillige Alphaer for at tilgå adresserum udover de første 27 bit.